Dette skrives i Lusaka, Zambia, som ihvertfald ved første indtryk er kendetegnet ved to ting. Det er et hul i jorden, og det er knusende varmt. Det er jo gamle nyheder, men jeg kan stadig ikke vænne mig til dag temperaturer på mellem 45-50 grader, med høj luftfugtighed. Samtidig har vi nu væsentlig længere dags etaper som de sidste 5 dage siden grænsen fra Malawi, som har været på mellem 130 km og 195 km. Lange dage i varmen, som slider på de fleste, og vores lille fører gruppe er mentalt og fysisk, meget meget tyndslidt. Faktisk er hele gruppen på 35 nu så slidte, at det også slider ganske gevaldigt på venligheden over for hinanden, den behagelige tone, og villigheden til at give en hånd med når det kræves. Hvis der er nogle læsere der skulle være interesseret i et studie i gruppedynamik, under svære forhold, ja så er vedkommende velkommmen i det sydlige Zambia. Smågrupper dannes, sladder florerer kraftigt, man bagtaler arrangørerne og tonen bliver dag for dag, mere og mere sarkastisk og kynisk. Velkommen til lord of the flies. Men bortset fra det har vi det godt!
Det takket være Zambia som ellers har været en positiv overraskelse. Vi var mange der var en smule skuffede over Malawi, men efter Tanzania er der en naturlig tendens til at sammenligne, og i den konkurrence tabte Malawi stort. Derfor har Zambia også haft gode betingelser for at overraske positivt, og landskabet er fantastisk, menneskerne utrolig venlige og gæstfrie og nu da vi er tilbage på landevejene er det fantastisk at også disse er i en top tilstand. Zambia holder.
Igår aftes havde vi en pressekonference som efterhånden er ved at være standard procedure når vi ankommer til en storby, oftest hovedstaden, i et nyt land. Masse taler, overlevering af cirka 10 cykler fra den organisation der arrangerer løbet, til en eller anden form for gruppe der enten arbejder med unge mennesker der har HIV eller på anden vis tilhører en gruppe der bliver taget hånd om. I går aftes var det en kvinde gruppe af HIV smittede der var modtagerne, og derudover skulle gud og hver mand der havde noget at skulle have sagt ytre nogle ord om vores cykelprojekt etc etc. Meningen er god, alle er glade, men for os ryttere er det en smule kedsommeligt specielt nu hvor vi er i vores syvende land og derfor har hørt de samme taler rundt regnet syv gange. Derefter er der snacks og undertegnede skal oftest interviewets (som løbets førende rytter), af enten en tv station, en radio station eller et par aviser. Og hvad er det første spørgsmål de stiller? So Mr.Bremer, have you had any accidents on the trip? Og jeg gør selvfølgelig mit for ikke at gøre dramaet mindre end det er.
Forleden rundede vi 8000 km mærket og her i Lusaka er vi vist på omkring 8150 km. Vi havde i går vores etape nummer 71 og jeg tror min samlede race tid ligger på omkring 270 timer. Der skulle inden længe komme en opdatering vedrørende resultater etc, og vores race director har lovet at hvis detr ikke sker her fra Lusaka, sker det ihvertfald senest i Livingstone, hvor vi har en fridag om 3 dage. Vi er nemlig 3 dages cykling og 480 km fra grænsen til Botswana og det vil også sige Livingstone og Victoria Falls. Derfra kommer den næste tekst, som vil være fyldt med beskrivelser af, well, alt det man nu kan gøre i "the adrenaline capital of Africa", hvilket efter sigende ikke er så lidt.
>--> top
<| Luk vinduet |>