"When God created Sudan he thought of peace - and if you hear otherwise its all a lie", "Sudan is a peaceloving, united country that welcomes foreigners". Rejsebrev nr. 3
Det blev ikke Livingstone, men til gengæld Maun, Botswana, som denne rapport kommer fra. Vi krydsede grænsen til Botswana for 6 dage siden og har siden arbejdet os igennem en del af landet lidt på kryds og tværs. Men lad mig først vende tilbage til Zambia og turen ned til Livingstone. Efter Lusaka arbejdede vi os igennem det sydlige Zambia mod grænsen, igennem et landskab der bestod af jævne stigninger, en del vind oftest fra uheldige retninger og mindre og mindre bebyggelse. Dette skulle vise sig at være en smagsprøve på hvad der var i vente her i Botswana, hvor vi oftest kører flere hundrede kilometer uden at se bebyggelse langs vejene. De sidste 3 cykeldage i Zambia var relativt begivenhedsløse, præget af tiltagende mental træthed i feltet som var ligefrem proportional med det monotone landskab vi kørte igennem. For mig selv var det også et par dage præget af noget sygdom som gjorde at min fridag i Livingstone blev tilbragt i en hytte som arrangørerne stillede til rådighed for mig. Vi har en englænder med på turen som er pensioneret læge og han tog et kik på mig forleden og er ret sikker på at jeg lider af noget som selvfølgelig har et smart ord, men som vist også kan beskrives som meget meget alvorlig saltmangel, efter 3 måneder med mange mange dehydreringer. Jeg har nu fået besked på at drikke mindst 3 liter væske om dagen med dehydrationssalt i, udover det jeg ellers drikker af energidrik og vand i løbet af dagen.
I Livingstone blev tiden for de fleste brugt på forskellige former for safari, bungyjump, rafting eller som jeg selv fik slæbt mig ned til, Victoria vandfaldene, som selvfølgelig var turen værd. Dagen efter, og ned til grænsen, havde vi en 70 km enkeltstart som kom lidt tidligt i forhold til mine dage i sengen, men som det alligevel lykkedes mig at vinde foran Stefan og Arnold.
Har haft 4 racedage her i Botswana, og tager imorgen tidlig hul på de sidste 3 frem til grænsen, til Namibia. Og Botswana er lidt et dilemma. Ufattelig kedelig cykling, med dage på mellem 140 km og 205 km, og samlede stigninger på formentlig 50 meter over en hel dag. Flere hundrede kilometer mellem bebyggelse og en natur som ikke er særlig interessant og ikke ændrer sig i løbet af dagene. Efter sigende skulle dette fortsætte helt frem til Windhoek, Namibia, og det er et faktum der tærer på alles mentale, i skrivende stund, underskud. Disse fakta betyder også at langt de fleste dage afsluttes i et spurt opgør mellem 4-7 ryttere, men det betyder også langt de fleste dage køres med et gennemsnit på mellem 34-38 km i timen og derfor er vi camp ved frokost tid og har al for lang tid tilovers hver eftermiddag i eftermiddags varmen. Som jeg vist nævnte sidst er de fleste lidt slidte i kanterne og dette har tiltaget. Daglige skænderier og små kontroverser er en del af underholdningen. Jeg forventer at vi på den anden side af Windhoek, da med 11 cykeldage tilbage, forhåbentlig kan se frem til bedre forhold i gruppen da de sidste par uger sikkert kan forventes at blive kørt i ren eufori.
Vi har idag haft en fridag her i Maun, som for mit vedkommende er blevet brugt på en lille hjemmelavet safari med 3 af de andre ind i Okavanga deltaet. Vores sydafrikanske rytter Henning har fået sin 4WD herop og vi var Stefan, Allan, Henning og undertegnede som efter etapen i går kørte ind i deltaet for at overnatte og kikke på nogle dyr! Vi så ALT, undtagen næsehorn. Det var præcis så overvældende som jeg havde forestillet mig at det ville være. Dyrene helt tæt på vores bil, en stor del af dagen, barbecue lavet af Henning om aftenen med hyænerne strefjende rundt om campen og et toilet besøg ved 04 tiden resulterede i at jeg stod ansigt til ansigt med et par hippoer som græssede uden for mit telt. The African Experience...
>--> top